Det bør du kigge på, når du vælger træ
Klassificering af træ kan være kompleks, og det kan være svært at gennemskue kvaliteten. Der er dog en klar sammenhæng mellem pris og kvalitet, så det er vigtigt at finde det træ, der egner sig bedst til opgaven. Her får du et overblik over, hvad du bør være opmærksom på, når du vælger træ til dit byggeprojekt.
Sorteringsregler for udvælgelse af træ
I 1960 vedtog man en række sorteringsregler for udvælgelse af træ. Standardiseringen skulle sikre et ensartet produkt for producenterne, og den bedste sortering fik betegnelsen usorteret. Det usorterede træ blev tildelt klasserne 1-4 og herefter 5 for kvinta og 6 for udskud. I 90'erne blev der tilføjet en yderligere klasse iform af vrag, og i den sammenhæng blev klasserne omdøbt i forhold til den nye standard.
Ny standard i år 2000
I år 2000 kom den seneste standard, hvor usorteret træ blev reduceret fra fire til to klasser. De fleste steder anvender man dog stadig de gamle standarder til at klassificere træet.
Bemærk, at ovenstående klassificering kun beskriver træets udseende og ikke de konstruktionsmæssige egenskaber.
U/S - Usorteret - Bedste sortering
Usorteret træ kendetegnes ved, at der næsten ingen uregelmæssigheder eller fejl er i plankerne. Der kan dog stadig forekomme knaster, men disse er på et minimum og ikke udfaldende. I denne træsortering finder du heller ikke det man kalder ”bomkant” eller ”vankant”.
Bomkanten er i princippet en rund kant, der har vendt ud mod barken, som kan medføre at kanten på træet ikke er ret. Usorteret træ betegnes derfor ofte også som snedkertræ, høvlet 4 sider eller forrammetræ, da netop snedkermestre ofte bruger denne sortering af træ til fremstilling af f.eks. møbler og vinduer. Det er også usorteret træ der anvendes til fremstilling af gulve.
Kvinta - Næstbedste sortering
For sorteringen Kvinta, eller sortering 5, vil der ofte forekomme en del flere knaster, og denne sortering kan desuden have en lille bomkant. Knasterne er dog ikke udfaldende og Kvinta bruges derfor ofte til konstruktion af spær, hvor udseende ikke spiller den store rolle, men hvor træets konstruktionsmæssige kvalitet er afgørende.
Seksta/Udskud - Dårligste sortering
Seksta er den dårligste sortering, foruden vrag, og den benyttes ofte som forskalling og andre steder, hvor udseende og forarbejdelse af træet ikke har nogen betydning. Det er træ, som ofte indeholder iøjefaldende knaster i modsætning til både U/S og kvinta. Desuden er risikoen for bomkant også betydeligt større end i de bedre sorteringer.
Vi hjælper dig gerne med at finde det helt rigtige træ
Har du brug for hjælp til at finde det rigtige træ til dit byggeprojekt? Så kontakt vores fagkyndige personale - og få gode råd og vejledning om de forskellige trækvaliteter.