Guide: Sådan monterer du Troldtekt akustikpladerGuide: Sådan monterer du Troldtekt akustikplader

Guide: Sådan monterer du Troldtekt akustikplader

Med Troldtekt akustikplader får du fremragende akustik i rummet - også i moderne byggerier med høje lofter. Udover at forbedre akustikken har pladerne også isolerende egenskaber, så indeklimaet bliver samtidig bedre.

Moderne byggeri kan potentielt medføre udfordringer med akustikken, især på grund af brugen af mange hårde byggematerialer og populariteten af store rum med højt til loftet. Derfor er akustiklofter en god løsning både ved nybyggeri og ved renovering af ældre bygninger.

I trin for trin-guiden herunder kan du læse, hvordan du monterer Troldtekt akustikplader. Se også videoen i bunden af siden. 

1) Montering af skelettet 

Troldtektpladerne skal placeres på et "skelet" lavet af forskallingsbrædder med dimensionen 22x95 mm. Herefter skal brædderne fastgøres i den bærende konstruktion - eksempelvis spær eller lægter bag (gips)væggen. Bemærk, at det er vigtigt at anvende skruer, der er lange nok til at gå gennem (gips)væggen, uanset om der er ét eller to lag gips.


2) Tilskæring til skråt loft 

Skal pladerne monteres på et skråt loft, er det vigtigt at skære den langsgående kant i smig, så pladerne passer med vinklen mellem loft og væg.

3) Afkortning af plader

For at afkorte pladerne kan du anvende en almindelig fuksvans. Anvend en tømrerblyant til at mærke op med, så du er sikret en tydelig markering. Efter endt montering er det vigtigt at støvsuge hele loftet for at fjerne støv fra skrue- og savearbejdet. 

4) Montering på fladt loft

Er der tale om et traditionelt "fladt" loft anbefaler vi, at pladerne monteres fra midten af loftet og ud mod væggene. Det giver for det meste det æstetisk flotteste resultat, da de sidste plader mod væggen så kan tilskæres, så de får en ensartet størrelse. 

Montér forskallingsbrædderne med en centerafstand på 60 cm. Der skal med andre ord være præcis 60 cm fra midten af et forskallingsbræt til midten af det næste. 

5) Montering på skråt loft

Hvis loftet skråt har du to muligheder. Du kan enten starte med en fuld plade op mod kippen og afslutte med en rest. Eller du kan begynde i midten og arbejde ud mod siderne. 

6) Montering fra lodret linje i forbandt

Start med at fastgøre de vandrette rækker fra en lodret linje og ud mod de tilstødende vægge. Pladerne skal monteres forbandt, hvilket vil sige at den næste række af plader fastgøres ud for midten af den foregående række. Det er en fordel at være to personer til denne del af monteringen. 

7) Formontering af skruer

For at lette skruearbejdet kan det være en god idé at for-montere skruerne nede på arbejdsbordet. Skru dem halvt i, så de er nemme at færdigmontere på stedet. Brug Troldtekt skruer og placér skruer med en afstand på hver 60 cm - i hjørnerne skal pladerne monteres med skruer 25 mm fra kanten. 

Har du brug for hjælp?

Har du spørgsmål vedrørende Troldtekt akustikplader eller andre materialer til dit byggeprojekt, så er du meget velkommen til at kontakte vores faguddannede kundeservice. De sidder klar til at hjælpe på. tlf.: 39 16 19 99 og mail: [email protected].